Møn

   "I min baghave"    

Møns Klint
Møns Klint

Stege er en charmerende handelsby fra 1200 tallet. “Silderuten” igennem byen fortæller historier om Stege by. Middelalderhaven ligger lige ved siden af Stege kirke og her dyrkes historiske planter fra Møn og Nyord.
Ved broen ligger House of Møn som huser al den information om Møn og omegn du måtte have brug for. I den anden ende af Storegade ligger Møns Museum hvor du kan få camønokortet og alt om camønoen at vide.
I Stege by findes hyggelige butikker og gode spisesteder samt caféer på begge sider af broen.
Ved havnen kan du sætte kajakken i vandet og ro Stege bugt rundt eller ind i Noret. Også ved Hårbølle havn, Klintholm havn og Ulvshale er der gode steder at sætte kajakken i vandet. Både i Klintholm Havn og i Kalvehave havn kan man leje kajakker.
Møn er en herlig cykelø. Både til landevejscyklisten og til den mere vovede mountainbike enthusiast. Hos fri bikeshop i Stege kan man leje cykler og hos geocenteret kan man leje mountainbikes.
Der er mulighed for Yoga på sukkerfabrikken i Stege og stille vandring i Klinteskoven med mindfullness og meditation i skovens skønne natur.


Nyord fortjener helt klart også et besøg med sit fugletårn, lodshus, Noordbohandelen og øens 8 kantede kirke. 
Kirkebesøg har sin helt egen specialitet på Møn med de berømte kalkmalerier i både Fanefjord og Elmelunde kirke. 


Og så er der Møns Klint, Møns største perle. Et must for enhver. Der er 7 km majestætisk kridtklint fra Møns fyr i syd til Liselund slotspark i nord hvor "Dronningestolen" topper i midten med 128 meters højde. I baglandet af Klinten ligger et skønt naturområde med varierende (kridt)skov og åbent bakkelandslab samt 2 bakketoppe med de skønneste udsigter over hele øen samt Østersøen. Aborrebjerget og Kongsbjerget hhv 143 og 137 moh. Jydelejet, Havrelukke og Høvblege rummer et helt unikt plante- og dyreliv. Af 42 vilde orkidéarter kan du opleve 18 forskellige på Møn, samt Danmarks eneste bestand af den smukke dagsommerfugl "Sortplettet Blåfugl". Klintens dannelse af skov har også sat sit præg på Ulvshale skoven og omliggende landskab.

I 2017 blev Møn og de omkringliggende øer Bogø, Farø og Nyord samt det vand, der samler området udnævnt til Danmarks første UNESCO biosfæreområde.

Som pitstops er Møn is, Møn bolcher og Møn bryghus et besøg værd. Til underholdning og vidensberigelse er der bl.a. Geocenteret, museumsgården og Møns museum.

Ligeledes i 2017 blev Møn udnævnt til Nordens første International Dark Sky Park og International Dark Sky Community. Nattehimlen og solopgang ved Klinten kan levere de vildeste oplevelser.

For overnatning henviser jeg til  https://bb-moen.dk/