Møn er moden
Aroniabær, blommer, blåbær, brombær, enebær, figner, hasselnødder, havtorn, hindbær, hunderoser, hyben, hyldebær, mirabella, pærer, rønnebær, slåen, svampe, valnødder, æbler og ikke mindst sild.
Møn er et stort spisekammer og det er blevet høsttid i bær, frugt, svampe og snart nødder. Pluk med omtanke, så der er noget til alle, også fuglene. Du finder beskrivelser på 5 sankeruter på Møn: ved bassinerne i Stege, Hårbølle havn, Stege skov, Udby skov og Hegnede skov.
Naturguide Møn tager dig gerne ud på en tur i fællesskab. Susanne Rosenild er naturvejleder med speciale i vild mad. Til en svampetur kan du kontakte Marianne Bendixen igennem den grønne port. Du kan komme på slåen/enebærplukning med Isle of Møn Spirits. Det er en super hyggelig måde at komme ud i den Mønske natur på, i fællesskab.
HUSK. Hvis ikke du er 101% sikkert på et bær, en plante eller en svamp, så lad være at spise den! Både bær og svampe har "look alike's" (forvekslingsarter) som bestemt IKKE er spiselige. Og husk at checke din krop for flåter efter hjemkomst. Forbyg selv at blive en del af spisekammeret ved at tage lyst tøj på, lange bukser, lange ærmer. Stop buksebenene ind i strømperne samt blusen ind i bukserne. Brug eventuelt en æterisk olie til at få myg og flåter til at vælge dig fra frem for til.
Og sild. Stege havde sin største storhedstid i middelalderens slutning (ca 1430-1530) grundet sildefiskeriet. Byvandringen igennem den charmerende gamle købsstad Stege hedder derfor silderuten. Find beskrivelsen af silderuten på silderuten.dk
Den første weekend i september afholdes derfor det traditionelle sildemarked i havnen i Stege i skøn middelalderstil. I år er det 1. og 2. september. Et familiemarked med aktiviteter for børn og voksne.