Første etape Stege-Abbekås 114 km 11 timer
Kl 7.35 Afgang mod Skåre havn i Sverige.
Smuk morgentåge over Stege bugt hvor bøjerne står som skarpe reflekser i et fuldkommen spejl af ingenting.
Kl 9.30 Sælen vinker os farvel ud af Bøgestrømmen. Kursen lægges til Abbekås som er 96 km herfra. Det giver et total på 114 km i dag med ankomst ca kl 19.00.
I Faxe Bugt er tågen noget tættere. Jeg sejler en god slingrevals på dækket en times tid og får hjælp af AIS til at se de store skibe omkring os.
I tågehorisonten ligger en kystlinje som ikke er der. Samtidig sejler der spøgelses skibe som heller ikke er der. Må være lidt som den blændende horisontlinje i ørkenen.
Kl 12 op på dækket igen, nu i små 2 timer. Frokost i det blå. Jeg får bevæget kroppen igennem og Tom får en lur. Tågen lettes over Øresundet og giver et nogenlunde syn over de 2 seperationssystemer vi passerer.
Over det andet system bliver jeg nødt til at sætte hastigheden op på den gamle dame, da 3 af “de store drenge” maser sig på. 2 russere og 1 hollænder.
Tom fik også 2 giganter bag om Indus ud af Trelleborg, mens jeg fik mig en lur.
Efter Trelleborg havde vi kun selskab af fuglene.
Kl 18.30 kom vi til Abbekås havn med den vildeste røde solnedgang ❤️