Ud af Dalslandskanalen

2022-08-11
Den sidste sluseport i Dalslandskanalen åbnede sig ved 10.00 tiden i formiddags. Det blæste 10 meter på liggepladsen ved bro D i Upperud i går, så vi fortsatte alligevel til Köpmannebro i læ for vinden. Den står fortsat på 10 meter hele dagen i dag også, men vi fortsatte hele vejen ud af Dalslandskanalen. Efter sidste sluse mangler der kun sidste togbro og der fik vinden overhånd så bådebroen flettede fingre med vores søgelænder. Det gik hårdest ud over vores søgelænder 😢. Bromanden havde travlt. Han sagde 20 minutter i telefonen men togbroen åbnede først halvanden time senere.

Såfremt Vänern havde for meget bøljehøjde på sig kunne vi gå ind til Sunnanå gæsthavn. Alting blev suret og ryddet godt på plads, “just in case”. Det gik rimeligt nok over bugten til Kvarnebäcksviken men med fuld modvind syd for näset blev det for meget rejehop ned mod Vänersborg, så vi søgte læ inde i Dalbergså gæsthavn. Det var der mange flere som gjorde i løbet af den senere eftermiddag. Vi tager en hviledag her i morgen før vi starter på Trollhatten kanalen mod Göteborg.