Sidste Etappe af Götakanalen

2022-06-10
Vores gast blev syg i nat, så vi var bare os i dag. Godt for gasten for vi fik lige så meget og kraftig regn i dag som vi fik sommer i går. Og vi fik totalt meget sommer i går. Vi var 5 både på holdet i dag. 3 sejlbåde i første slusehold og bare os 2 motorbåde i andet slusehold, det var meget afslappet og hyggeligt. Efter de første par broer mødte vi vores første sluse kl 9.30 ved Hajstorp. Meget hyggeligt sted med håndværksmuseum i et gammelt velbevaret bondehus. Tom er reb æsel i dag. Der hvor slusevagten har travlt hjælper han Tom. Der kom en express båd i modsat retning så det skulle ligepludselig gå stærkt med at komme ud af en af dobbeltsluserne.

Kl 11.30 Tøjskifte. På trods af regnjakken er jeg gennemblødt. Godt jeg har 2 regnjakker med. Fjellräven bukser er også gennemblødt, så det bliver til haglöfs gamle løbebukser og regnbukser i stedet.
 Den ene søde brovagt fortæller at der er meget hyggeligt ved Lyrestad med café og glasblæsværksted. Vi får 13 min pause der. Dem tror jeg vi bruger på en Time out. Frokost på farten.

Kl 13 ankomst til Lyrestad. Her får vi besked på at pausen er 1 hel time. Super, vi sætter vække ur og tager en god lur. Vække uret er overflødigt for lidt over halv 2 får vi besked på at vi skal videre om et kvarters tid. Slusevagten var meget overrasket over at vi lå og sov. Godt vi ikke er gået en tur i byen.
Nedslusning er meget stille og roligt i forhold til opslusning. Har man frit valg, vælg altid den retning hvor der er mindst opslusning og mest nedslusning. Vi kom den gale vej igennem Götakanalen. I dag kunne jeg bruge fødderne en del til aflastning af armene. Måske jeg skulle finde et job i vinproduktionen når jeg kommer hjem 💡.
Dagens 19 sluser var jævnt fordelt over de 19 km fra Töreboda til Sjötorp. Enkeltsluser, dobbeltsluser, maks en trippelsluse. Ingen lang slusetrappe. I den sidste sluse skulle vi aflevere vores billet og servicekort til slusevagten for nu var vi ude af Götakanalen.
 Så fremfor at blive liggende i Sjötorp tog vi de 20 km sydpå på Vänern til Mariestad. Så kan vi få 2 nætter i samme havn og måske få en ny kogeplade i morgen. Vores brændte sammen i morges.
Det var noget befriende at blive lukket ud af Götakanalen kl 16.30.  Ankomst Mariestad kl 18.30.
Jeg skal spare jer for de 19 slusebilleder og samtlige brobilleder i dag. Det bliver lige så langstrakt at se på som at sejle sig igennem på en dag 😉