Så gik den ikke længere
Kl 12.00 er vi over 11 af dagens 16 sluser. Herefter er der et par enkelte sluser og derefter 2,5 timers hygge-nygge slappersejlads kun med broer. Tid til frokost under sejladsen. I dag har jeg smurt madpakke forude.
Igen 2 super søde slusevagter i dag. De er så obs på at gøre det mest hensigtsmæssige for hver en båd i slusen. Det sjoveste syn langs kanalen i dag var en kæmpe restaurant med en flydende sauna på kanalen ved siden af deres udendørs terasse. Frokost og sauna på menuen ??
Kl 15.00 kom vi til dagens sidste bro og sluse i et. En gammeldags håndbetjent. Her måtte jeg kapitulere. Min højre arm og jeg kan simpelthen ikke mere. Jeg talte med brovagten som havde fuld forståelse. Jeg skulle ringe til kanalbolagets kontor men gør det med det samme da de snart lukkede for i dag. Også i telefonen talte jeg med en meget sød og tålmodig dame, mens Tom lagde båden til her i Borensberg. Det næste hold kommer forbi på søndag men det er fuld booket. Så vi kan først komme videre på næste onsdag. Det er der ikke noget at gøre ved. Fortsætte i morgen er no go, så vi får 5 dages pause her. Det er sikkert meget godt for at klare de sidste 3 etapper af Götakanalen, også for Tom. Vi ligger her 73,2 m.o.h