Hönsäter Etappe 11

2022-06-14
En god og lang nats søvn på smertestillende. Det er en luksusvare jeg sætter meget pris på fra tid til anden. Ellers sparer jeg så meget som muligt på forbruget af smertestillende. Dagen i dag startede med nøjagtig samme bagertur som i går. Brødboden havde mandagslukket i går, så jeg gik over til konditoriet og købte 2 fuldkornsboller. Jeg køber helst brød hos hembageri eller stenovnsbageri. De har gode surdejsbrød. I dag havde brødboden så bestemt sig for at holde semester resten af måneden, så jeg gik atter over til konditoriet og købte deres danske rugbrød. Mærkeligt er, at ekspedienterne flere gange på denne tur har reageret meget forundret over at jeg vil have det danske rugbrød. Næste gang må jeg spørge om det bare ligger til pynt.

Afgang kl 12.00 efter øvrig proviantering af friske dagligvarer. De fleste både er sejlet i morges. Götakanalens højsæson starter i dag. Mariestad agerer før eller efter Götakanalen havn for mange. God beliggenhed, lidt syd for Götakanalens vestlige start-/endepunkt, og en dejlig by og havn med det hele.
Vänern er hele Götakanalen værd når nu man kommer fra øst som vi gjorde. En fantastisk smuk sø som både minder om hav og skærgård med dens størrelse. Mærkelig fornemmelse at sejle på en sø beliggende små 44 m.o.h. Vi havde en smuk stille tur på søen i dag med ankomst i Hönsäter havn kl 15.10 
Smuk syn af Kinnekulle, en 306 m høj “bakke” vi tager over til. Jeg så den allerede på første dagen på Vänern. Dens form ligner totalt Götakanalens konturer set fra siden. Her går vi igen i Carl von Linnés fodspor 👣.
Indus opførte sig fint ved havnemanøvrering så vi bliver på Vänern. Hvis ikke olieskiftet havde hjulpet på gearproblemet skulle vi være i Göteborg senest 20 juni. Vi har fået anbefalet en god gearkasse mekaniker i Göteborg af vores danske nabobåd i Mariestad havn. Men vi har små 200 km herfra til Göteborg så der ville være pres på (igen). Det vil vi helst være fri for.