Båstnäs bilkyrkogård

2022-07-18
Lidt for spændende ansejling til broen her ved Båstnäs bilkirkegård i god sidevind. Næsen til broen og reserve anker overbord i bagenden. (Vores anker sidder jo ved næsen). Det har vi aldrig prøvet før men det lykkedes i første forsøg og efter en halv times tilrigning af reb og ankerreb ligger vi godt tilpas på plads her. Afgang fra Upprannsö kl 11.15, ankomst her kl 13.15. Stille og nydelige 12 km. Efter frokosten gik vi op til bilkirkegården. 

Helt utroligt, et syn som møder en. Det er virkligt og uvirkligt på samme tid. Historien om brøderne Ivansson, Rune og Tore, er noget aparte. De startede en “bilskrot” i 1950-erne. Det var mest til Norge de solgte reservedele da de manglede stort efter anden verdenskrig. I dag er ingen af brøderne i live mere men bilkirkegården “lever videre”. Der står omkring 1000 biler fra 1940 - 50 - og 60-erne som med tiden “ædes op” af skoven, bilkirkegården ligger i. Det er privat område men man må gerne færdes på bilkirkegården og tage billeder. Man må ikke tage reservedele med dog.
 Der er skrevet flere bøger om Ivanssons bilskrot, bl.a. “Kärlek till en skrot” skrevet af Staffan Ekengrens.